Oplev Sydthy Kurbad

Sydthy Kurbad byder på himmelske omgivelser. Du er altid garanteret en god oplevelse og vores smilende personale står klar til at give en god service. Kurbadet består af tre områder som ligger i sammenhæng med hinanden: caféen, kurbadsområdet og kurbadshaven.

Caféen
Her i caféen kan du nyde godt af isvand, frugt og varme drikke som er inkluderet i entré prisen. Der er borde og stole, så der er plads til at sidde og slappe af imens man lytter til dæmpet musik. Det er også muligt at forudbestille mad til spisning i caféen, læs mere om dette under "praktisk info".

Kurbadsområdet
I selve kurbadsområdet har vi en finsk sauna (80-100 gr.), en biosauna (60 gr.) hvor der er lidt aroma, samt en soft sauna (42 gr.) hvor lyset skifter farve. Deruodver har vi et dampbad, oplevelsesbruser, koldtvandsrum, varmebænk m/fodbad, 2 infrarød kabiner og stort massagebassin (36 gr.) hvor du kan ligge og se på stjernehimlen mens du slapper af til dæmpet musik.

Kurbadshaven
Kurbadshaven byder på en udendørs sauna med glasbund, der er bygget på pæle i en sø med guldfisk. Derudover er der en 8-personers spa, et vildmarksbad der bliver fyret op med brænde (ca. 40-42 gr.), samt en svedetipi med rigtig indianerstemning. Kurbadshaven blomstrer hele året rundt, derfor kalder vi haven for "De 4 årstider".
Vores sauna, spa og vildmarksbad er åbent alle dage og svedetipien er tændt hver torsdag og lørdag.